Camilla Stockmarr
Forfatter

Noras tredje alder


”Er det virkelig min datter, der sidder der. Hvad tænker hun, hvis hun i det hele taget tænker. Men hun tænker vel på mænd, på trådløse telefoner og servietter, der passer i farven, til de lys hun netop har købt.”


Noras tredje alder

Antikvarboghandler Nora lægger navn til  ”Noras tredje alder” (2004), der som titlen antyder omhandler en kvinde, der har nået en alder, hvor børnene er blevet voksne og arbejdslivet er ved at nærme sig en afslutning. Romanen har tre fortællere: Nora og hendes to børn, Rebecca og Ulysses. Skiftevis fortæller de i en både kritisk, kærlig og sarkastisk tone om deres forhold til hinanden og andre. Det er især i de mange tilbageblik på fortiden, at historiens knudepunkter viser sig: Erfaringer med kærlighed og manglen på samme fra forældre og forhold – fra Noras egen bardom til Rebecca og Ulysses’ opvækst med en mor, der af og til prioriterede bøger højerere end børn.

Jo længere bogen skrider frem, desto mere nuanceret fremstår relationerne mellem Nora og hendes børn. Rebecca tåler som voksen ikke længere tids samvær med sin mor – hun er faldet endnu mere af på den med alderen, bor sjusket, har en mærkelig omgangskreds og er konstant efter hende med kritik. Sådan oplever Rebecca det i hvert fald. Og Nora kan ikke genkende sit lille barn i den modne datter, der lever et liv med værdier, hun ikke kan forholde sig til. Der er en kritisk distance mellem de to, men også en særlig ømhed, der viser sig i glimt. Begge længes de efter noget – Nora er enke, Recekka er single. Også Ulysses længes – han er gift med en kvinde, men drømmer om en mand.

I historiens realtid er omdrejningspunktet Noras antikvariat i København, som hun har arvet fra sin far. På bogens første sider træder en ung pige ind i butikken. Hun har samme kjole på som Nora, aldersforskellen til trods. Og det er ikke en tilfældig symbolik, for ved historiens slutning har samme pige sagt ja til at overtage butikken. Undervejs i romanen forholder både Rebecca og Ulysses sig på hver deres måde til pigen. F.eks. kan Ulysses genkende sin mor i hende: samme statur, samme passion for bøger – og den egentlig anonyme pige fungerer som motor i historien og binder en sløjfe på fortællingen. Nora giver faklen videre – til et menneske, som hun umiddelbart kan spejle sig tydeligere i end i hendes egne børn.

Tekstuddrag

Antikvarboghandler Nora lægger navn til  ”Noras tredje alder” (2004), der som titlen antyder omhandler en kvinde, der har nået en alder, hvor børnene er blevet voksne og arbejdslivet er ved at nærme sig en afslutning. Romanen har tre fortællere: Nora og hendes to børn, Rebecca og Ulysses. Skiftevis fortæller de i en både kritisk, kærlig og sarkastisk tone om deres forhold til hinanden og andre. Det er især i de mange tilbageblik på fortiden, at historiens knudepunkter viser sig: Erfaringer med kærlighed og manglen på samme fra forældre og forhold – fra Noras egen bardom til Rebecca og Ulysses’ opvækst med en mor, der af og til prioriterede bøger højerere end børn.

Jo længere bogen skrider frem, desto mere nuanceret fremstår relationerne mellem Nora og hendes børn. Rebecca tåler som voksen ikke længere tids samvær med sin mor – hun er faldet endnu mere af på den med alderen, bor sjusket, har en mærkelig omgangskreds og er konstant efter hende med kritik. Sådan oplever Rebecca det i hvert fald. Og Nora kan ikke genkende sit lille barn i den modne datter, der lever et liv med værdier, hun ikke kan forholde sig til. Der er en kritisk distance mellem de to, men også en særlig ømhed, der viser sig i glimt. Begge længes de efter noget – Nora er enke, Recekka er single. Også Ulysses længes – han er gift med en kvinde, men drømmer om en mand.

I historiens realtid er omdrejningspunktet Noras antikvariat i København, som hun har arvet fra sin far. På bogens første sider træder en ung pige ind i butikken. Hun har samme kjole på som Nora, aldersforskellen til trods. Og det er ikke en tilfældig symbolik, for ved historiens slutning har samme pige sagt ja til at overtage butikken. Undervejs i romanen forholder både Rebecca og Ulysses sig på hver deres måde til pigen. F.eks. kan Ulysses genkende sin mor i hende: samme statur, samme passion for bøger – og den egentlig anonyme pige fungerer som motor i historien og binder en sløjfe på fortællingen. Nora giver faklen videre – til et menneske, som hun umiddelbart kan spejle sig tydeligere i end i hendes egne børn.