Camilla Stockmarr
Forfatter

Camilla Stockmarr


Inspiration i form af en slags åbenbaring eller desperat trang til at skrive, oplever jeg næsten kun i situationer, hvor muligheden slet ikke er til stede f.eks. mens jeg er i svømmehallen med ungerne.


Biografi

Fotograf: Agnete Schlichtkrull

Fotograf: Agnete Schlichtkrull

Jeg er født i 1966 i København. Som barn fik jeg engang en rolle i en dansk film der hed ”Krigsdøtre”, og for de penge jeg tjente på filmen, tog jeg (da jeg sluttede skolen) med den transsibiriske jernbane til Kina.

Efter at have rejst rundt i Østen flyttede jeg til Paris, hvor jeg boede nogle år. Her boede og arbejdede jeg i den engelske boghandel ”Shakespeare og Co.”. Jeg sov i Sylvia Beach mindebibliotek på første sal eller i antikvariatet nedenunder (i sengetøj der givetvis ikke var blevet skiftet siden 1930’erne). Senere kom jeg ind på Marcel Marceau’s Mimeskole. Jeg blev dog hurtigt smidt ud igen – det var ikke her mit talent lå.

Jeg har rejst en del, hovedsagelig i Østen. Jeg begyndte at skrive (professionelt) da jeg fik børn, og alle andre døre lukkede sig. Da jeg aldrig har taget en uddannelse, har jeg levet af ufaglært arbejde – hovedsagelig som rengøringsassistent i de tidlige morgentimer og de sene aftentimer (og måtte det aldrig ske igen), således at jeg kunne skrive om dagen, mens mine børn var i børnehave og skole.

Jeg debuterede i Danmarks Radio i 1995 og 1998 med de noveller som jeg havde fået afslag fra Forfatterskolen på, og i år 2000 udkom jeg på Samlerens Forlag med novellesamlingen ”I det skjulte”. Siden har jeg skrevet romanen ”Noras tredje alder”. Jeg har modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond og Kunststyrelsen.

Inspiration

camilla stockmarrDen første gang jeg skrev om en kvinde der forlod en mand, sagde min far: – Hvorfor dog skrive om det, når Ibsen har gjort det så meget bedre i ”Et dukkehjem”. Det er den lammende fornemmelse jeg ofte sidder tilbage med når jeg har læst en rigtig god bog. Jeg sammenligner det jeg skriver, med de bedste forfatteres bedste bøger, og pludselig synes jeg det virker håbløst. Som et kæmpemæssigt bjerg, som jeg ingen forudsætning har for at bestige. Jeg bliver således sjældent inspireret af det jeg læser, snarere det modsatte.

Inspiration i form af en slags åbenbaring eller desperat trang til at skrive, oplever jeg næsten kun i situationer, hvor muligheden slet ikke er til stede f.eks. mens jeg er i svømmehallen med ungerne. Eller om natten hvor træthed og dovenskab gør, at jeg ikke engang får nedfældet stikord, og næste dag kan jeg intet huske. Når jeg derimod sætter mig hen for at skrive, er jeg sjældent inspireret, ja ofte skal jeg endda overvinde en voldsom modvilje mod at nærme mig computeren og har af samme grund opfundet en række trick, der skal lokke mig selv i gang. Jeg begynder måske med at skrive på noget helt andet end det jeg er i gang med, går frem og tilbage mellem computeren og køkkenet, og langsomt og meget halvhjertet får jeg sparket mig selv i gang, indtil jeg bliver indfanget af skriveriet: af de personer og steder og situationer jeg skriver om. En del af min modvilje skyldes, at jeg ikke finder det nemt at skrive.

Ofte modarbejder stoffet mig, jeg har svært ved at holde sammen på historien og personerne og bliver grebet af en voldsom selvkritik, af lammende perioder med skriveblokeringer. Andre gange kører det: personerne udvikler sig, historien skifter retning og overrasker en, man har fat i noget og fornemmelsen af, at hvis man bare bliver ved og ved med at trække i den samme tråd så vil historien skrive sig selv. Og det er så her at omgivelserne begynder at modarbejde en: ungerne bliver syge, man bliver sendt i aktivering, flytter lejlighed, ens familiemedlemmer dør og det sker alt sammen på samme tid, som en række dominobrikker der vælter, den ene efter den anden. Nu skulle man så tro, at de tekster der er skrevet i den hellige inspirations navn, er bedre end de tekster der er skrevet på en skriveblokering, men det er sjovt nok ikke min erfaring. Jeg har skrevet nogle af mine bedste tekster i perioder, hvor jeg havde følelsen af at skrive til skraldespanden. Og omvendt er der tekster, som jeg har skrevet mens jeg har været inspireret, der har været lige til at smide ud bagefter.